Broccolipølsehorn

Broccolipølsehorn

De af jer, der også følger bloggen på Instagram, har måske allerede set opskriften på disse magiske pølsehorn. I må ikke forvente pølser svøbt i en dej af hvinende hvidt hvedemel; men den havde I nok også allerede gennemskuet. Skal jeg være helt ærlig, var jeg voldsomt skeptisk, inden jeg prøvede opskriften – og jeg tænkte næsten hele vejen igennem, om jeg var i gang med at smide et lækkert øko-broccolihoved ud af vinduet :-)! Broccolipølsehorn har jo nok samme kendisstatus som blomkålspizza, men jeg nærede kraftig tvivl om, hvorvidt pølsehorn uden brød(!) bare ville komme til at smage en tand for sundt, og at dejen ville minde minimalt om dej :-) Men nu kan jeg i hvert fald – og heldigvis – trække alle mine forbehold tilbage og konkludere, at de simpelthen smager bragende godt. Prøv dem! Opskriften er kraftigt inspireret af min kære kollega/veninde Heidi Hansen, der både er kok og natural power fitness-atlet, og som I kan finde på Instagram under brugernavnet @heidiih2009.

 

Det skal du bruge (10 stk.):
Et broccolihoved uden stok
3 æg
200 g revne gulerødder
1 æggehvide
30 g havregryn
10 g fiberhusk
10 g pofiber (eller mere fiberhusk)
Salt, peber og rigeligt med oregano
10 kyllingepølser

 

Sådan gør du:
  • Blend broccolihovedet (uden stok), æg, æggehvide, havregryn, pofiber, fiberhusk, salt, peber og oregano med en stavblender.
  • Tilsæt derefter revne gulerødder, og bland det hele godt.
  • Lad dejen hvile i 10 minutter. Beklæd i mellemtiden en bageplade med bagepapir, og tænd ovnen på 170 grader.
  • Læg 10 aflange/ovalformede klatter dej på bagepapiret, og placer en kyllingepølse i midten af hver klat. Brug en ske og/eller fingrene til at skubbe dejen op over hver enkelt pølse.
  • Sæt pladen midt i ovnen i ca. 45 minutter. Voilà!
Vigdis' broccolipølsehorn
Vigdis' broccolipølsehorn
IMG_5670
IMG_5672
Blomkålsrisotto med sesamlaks

Blomkålsrisotto med sesamlaks

Er jeg den eneste, der synes, det er lidt pudsigt, at der findes både risotto, bygotto, speltotto, rugotto og kornotto – og sikkert også flere varianter – men ikke brocotto og blomotto? Anyways … Så kalder vi det da bare broccolirisotto og blomkålsrisotto i stedet :-) For et par dage siden, hvor jeg skulle have en god veninde med forskellige intolerancer på besøg , ville jeg være ekstra kreativ med mine grøntsager. Det kom der min allerførste blomkålsrisotto ud af; og jeg er så tilfreds med opskriften, at den absolut skal deles her. Jeg lavede desuden en ny udgave af den traditionelle laks i ovn, og den opskrift skal I selvfølgelig også have del i:

Det skal du bruge til kokos-blomkålsrisotto:

1 lille løg
2 hvidløgsfed
500 g blomkål
1 gulerod
1/4 økologisk citron
3/4 dl hvidvin
2 dl grøntsags-/hønsebouillon
3 spsk. kokosmælk
1 spsk. hytteost
Frisk persille

Sådan gør du:

Løg og hvidløg hakkes fint og svitses i kokosolie (jeg brugte min miljøvenlige drøm af en minihakker, som jeg omtaler her). Finthakket blomkål og finthakket gulerod tilsættes. Hvidvin hældes ved. Når væsken er næsten væk, tilsættes saft og skal af en kvart økologisk citron, grøntsags-/hønsebouillon, kokosmælk og hytteost. Lad det simre i 20 minutters tid. Smag til med peber og lidt salt, og vend en lille håndfuld hakket persille i til sidst for at gøre retten ekstra frisk og smagfuld.


Det skal du bruge til sesamlaksen:

2 laksestykker a 100 gram
Limesaft
Hvidløgsflager
Peber og salt
Hvide sesamfrø

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 200 grader. Læg de optøede laksestykker på en bageplade med skindsiden nederst. Gnid dem godt ind i limesaft, peber, salt og hvidløg, og top dem med et lag sesamfrø. Giv laksestykkerne 20 minutter midt i ovnen ved 200 grader. Så skulle de gerne være lige i skabet!

Vigdis' sesamlaks

Genial multidej til både sunde vafler og muffins

Genial multidej til både sunde vafler og muffins

Hvis dine elskede søde vafler med syltetøj og flødeskum skal helsificeres, så må jeg sige, at jeg tror, jeg har fundet frem til den helt rette opskrift, hvor der gås minimalt på kompromis med den originale smag og konsistens :-) Og så kan denne selvsamme proteingrunddej endda med lige så stor succes bruges til pandekager og muffins også! Den er både velsmagende, sund, nem, low-carb, low-fat og med et højt proteinindhold.

Det skal du bruge til multidejen:

70 g finvalsede fiberhavregryn (almindelige havregryn kan også bruges)
30 g proteinpulver med vaniljesmag
330 g æggehvider
20 g moset banan
1 tsk. Sux2 (eller 2 tsk. Sukrin)
1 tsk. kardemomme
½ tsk. kanel

Fremgangsmåden ved proteinvafler:

  • Bland alle ingredienser godt sammen, og lad dejen hvile i 10 minutter.
  • Varm dit vaffeljern godt op, og spray lidt olie på hele jernet, inden du steger hver enkelt vaffel.
  • Jeg fik 7 store, flotte og sprøde vafler ud af portionen.
  • Server dem evt. med vaniljeskyr, kokosskum (pisk den tykke og helt afkølede del af din fuldfede kokosmælk, ikke light) eller/og blendede opkogte bær sødet med Sux/Sukrin.

Vigdis' proteinvafler af multidejVigdis' proteinvafler af multidej
Fremgangsmåden ved proteinmuffins:

  • Forvarm ovnen til 175 grader.
  • Bland alle ingredienser godt sammen, og lad dejen hvile i 10 minutter. Tilsæt små stykker æble eller andet tørret/frisk frugt.
  • Fordel dejen i 5-6 silikonemuffinforme.
  • Giv muffinsene 30 minutter midt i ovnen, og spis dem fx til morgenmad, som mellemmåltid eller som dessert – eller skær dem ud i mindre stykker, og brug dem som erstatning for brød. The sky is the limit. Velbekomme :-)

Vigdis' proteinvafler og proteinmuffins af multidej

Proteinrige gulerodsbrud med hytteost og hybenpulver

Proteinrige gulerodsbrud med hytteost og hybenpulver

Den sundeste og bedste version af gulerodsboller er lige landet på bloggen. For at kunne lave dem her skal du først lige ud og investere i noget hybenpulver, hvis du ikke allerede har det. Jeg købte 500 g for sølle 25 kr. i Netto i dag! Hybenpulver er en superfood, og der er næsten ikke det, som det ikke er godt for. Det er dog især sprængfyldt med A-vitaminer, der jo er gode for synet, immunforsvaret, hudens fugtbalance og forplantningsevnen – og så er hyben antiinflammatorisk. Næringsindholdet i hybenpulver varierer, men i det pulver, jeg købte, ser det ud som følger: 139 kcal pr. 100 g, heraf 4,5 g fedt, 4,7 g protein og 20 g kulhydrat.

Til opskriften her har jeg hentet masser af inspiration hos Sanne Steffensen, der står bag “Inspiration – samt opskrifter med mere protein og mindre sukker”. Hun laver helt ekstremt lækre – og mange – opskrifter. Jeg har lært virkelig meget af at følge hende, så jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at opfordre jer til at gøre det samme. I kan finde hendes historie og opskrifter lige her.

Det skal du bruge:

Til 6 boller

1,25 dl æggehvider
½ banan
100 g hytteost 1,5 %
40 g proteinpulver med neutral- eller vaniljesmag
30 g fuldkornsrismel
30 g ruggryn eller havregryn
3 spsk. fiberhusk
1 spsk. SUX1 (kan købes her hos  Familie og Liv – Det sunde alternativ. Lige nu kan man få 300 g for 39,95!)
25 g hybenpulver
2 tsk. bagepulver
1 spsk. chiafrø
Et drys friskkværnet salt
150 g reven gulerod

Vigdis' gulerodsbrud med hytteost og hybenpulverVigdis' gulerodsbrud med hytteost og hybenpulver
Sådan gør du:

  • Tænd ovnen på 200 grader.
  • Mos bananen i en skål, og bland mosen sammen med æggehvider og proteinpulver.
  • Tilsæt de øvrige ingredienser i, og rør godt rundt.
  • Lad dejen hvile/trække i 10 minutter, og brug så en ske til at sætte 6 klumper dej på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Bag bollerne midt i ovnen i 20 minutter.

IMG_3549Vigdis' gulerodsbrud med hytteost og hybenpulverIMG_3555
Ikke nok med at de er low-carb og proteinrige, de er også kaloriefattige og indeholder kun ca. 115 kcal pr. 100 g. Velbekomme :-)

Havremuffins med æble og rosiner – uden sukker og mel

Havremuffins med æble og rosiner – uden sukker og mel

Her får I opskriften på julens sundere muffins. De kan spises som både dessert, morgenmad og mellemmåltid. Jeg bliver så glad, når I fortæller mig, hvad I synes om opskrifterne og kommer med forslag til ændringer, tilføjelser eller andet, så fortæl mig endelig, hvad I synes om dem, hvis og når I har fået dem bagt.

Det skal du bruge:

Til 5 store muffins

100 g økologiske havregryn eller ruggyn
25 g proteinpulver med chokoladesmag (fx Chocolate Deluxe fra Gymnordic som jeg plejer at bruge)
1 spsk. fedtfattig økologisk kakao fra Urtekram (Fedtfattig kakao: 320 kcal pr. 100 g (11 g fedt, 14 g kulhydrat, 20 g protein). Alm. bagekakao: Ca. 361 kcal pr. 100 g (21 g fedt, 9 g kulhydrat, 20 g protein.)
1 tsk. bagepulver
1 spsk. SUX1 (kan købes på www.familieogliv.dk)
1 dl æggehvider
40 g rosiner
250 g neutralyoghurt eller skyr
1 tsk. flydende kokosolie
½ æble skåret i skiver

Vigdis' havremuffins
Sådan gør du:

  • Tænd ovnen på 220 grader.
  • Bland alle de tørre ingredienser godt sammen, og tilsæt så resten – på nær æbleskiverne.
  • Fordel dejen i 5 silikonemuffinforme, og stik 3-4 skiver æble ned i hver muffin, sådan at skiverne er næsten helt dækkede. Bag muffinsene midt i ovnen i 12 minutter.
  • De vil være en anelse bløde og flydende i det, når de tages ud af ovnen – dog kun omkring æblestykkerne – men de bliver helt faste, efter at de har stået i ti minutters tid.
  • Jeg håber, de kan sprede smil og glæde og bidrage til decemberhyggen :-) Velbekomme.

Vigdis' havremuffinsVigdis' havremuffins