Overnight-risalamande

Denne opskrift er rørende simpel, men fortjener ikke desto mindre at blive delt her på bloggen. Denne køleskabsgrød, som vist godt må kaldes risalamande i en sundere udgave, mætter, er nem at lave, består af lutter gode råvarer og indeholder kun naturens eget sukker. Jeg spiser grøden om morgenen, men den kunne lige så godt fungere som dessert eller som en modig erstatning for den kalorietunge risalamande juleaften, som – hånden på hjertet – ikke ligger særligt behageligt i maven. Eller i hvert fald ikke i min krævende mave.

Til 1 portion skal du bruge:

8-10 g økologiske ruggryn
Ca. 3 gange så meget vand som gryn
1 æggehvide
Et par skiver moset banan
3 spsk. skyr
3 hakkede udblødte mandler
Vaniljepulver
Kanel
Frysetørrede hindbær

Det lyder muligvis ikke af meget, men de mængder holder mig godt mæt i ca. 3 timer – mængderne er jo heldigvis nemme at justere ift. appetit :-)

Sådan gør du:

  • Ruggryn og vand koges til en tynd grød i mikroovnen.
  • Tilsæt æggehviden, rør rundt, og kog det hele hurtigt op i mikroovnen igen.
  • Rør den mosede banan godt med i grøden.
  • Sæt grøden i køleskabet natten over.
  • Om morgenen tilsætter du (evt. ekstra vand,) skyr og hakkede mandler og smager til med vaniljepulver.
  • Drys med kanel og frysetørrede hindbær; så har du dig en lille bid af himlen at starte dagen på :-)

IMG_2914

 

 

 

2 thoughts on “Overnight-risalamande

  1. Spørgsmål 2. (Første var ved appelsinkagen 😊) kan man lave den her ret (og andre af dine microbølge opskrifter) uden at eje en microbølgeovn? Men bare bruge et “normalt” komfur?
    Mvh June

    Like

    • Selvfølgelig kan du det :-) Bare sørg for at røre godt rundt i gryden, så det ikke brænder på. For mig er mikroovn simpelthen bare nemmere og sikrere – det er den eneste årsag.

      Like

Skriv en kommentar